09.12.21 | Nyheder

KOMMENTAR: Det er også en opkvalificeringsopgave at løse chaufførmanglen

Mangel på arbejdskraft er igen på dagsordenen. Senest melder busbranchen, at manglen på chauffører truer driften i den kollektive trafik. Forslag om at sænke alderskrav for at tage buskørekort, så unge under 21 år kan uddanne sig til buschauffører, er Venstre og Dansk Persontransports bud på en løsning. Et forslag Erik Poulstrup, direktør på UCplus, hilser meget velkomment. Han mener dog ikke, at forslaget kan stå alene.

Han peger på opkvalificering af ledige som et vigtigt supplement til at løse chaufførmanglen:

”Jeg ser det også som en opkvalificeringsopgave at løse chaufførmanglen. Den opgave skal vi som uddannelsescenter løse. Nye buschauffører skal primært findes blandt jobskiftere men også blandt ledige borgere. Her spiller vi som uddannelsesinstitution en afgørende rolle i at udvikle forløb, der hjælper borgere langt fra arbejdsmarkedet tættere på et job,” siger Erik Poulstrup og uddyber:

”Udspillet fra Venstre er relevant og godt, og vi står også klar til at uddanne de unge mellem 19-21 år, hvis alderskravet bliver sænket – men der skal meget mere til. Det ved vi om nogen som Danmarks største udbyder af buschaufføruddannelsen til unge. Problemet er nemlig, at der er 104 erhvervsuddannelser i Danmark og meget få unge. Frem til 2029 er aldersgruppen 10-19, altså dem der vælger uddannelse, den aldersgruppe med færrest individer i Danmark. Der er med andre ord  mega-hård kamp om de unge, og der bliver brug for at tale hele faget op! Derfor skal vi også gå andre veje for at løse chaufførmanglen.”

Et arbejdsmarked med plads til alle
På UCplus har man gode erfaringer med at uddanne ledige borgere til buschauffører.

I samarbejde med Aarhus Kommune gennemførte UCplus i foråret og sommeren et særligt uddannelsesforløb til kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Gennem undervisning i det danske arbejdsmarked og -kultur, fagdansk og brancheintroduktion var det formålet at hjælpe kvinder, der står på kanten af arbejdsmarkedet tættere på et job. I løbet af 12 uger blev kvinderne forberedt til at tage en uddannelse som for eksempel buschauffør. Fokus var især på undervisning i dansk på arbejdspladsen men også undervisning i det danske arbejdsmarked og dansk arbejdsmarkedskultur.

”Det her er et forløb, der skal forberede kvinderne til at gennemføre et uddannelsesforløb efterfølgende. Det er en model Aarhus Kommune er begyndt at arbejde struktureret med at tilbyde til kvinder med ingen eller forældet erfaring fra det danske arbejdsmarked. Forløbene retter sig mod områder med gode beskæftigelsesmuligheder for eksempel Social- og sundhedshjælperområdet og som her transportbranchen”, fortæller Mette Skou fra center for Job og integration i Århus Kommune.

På UCplus er håbet, at flere kommuner vil investere i forberedende forløb, der hjælper ledige borgere tættere på et job.

”Lige nu er vi i en situation, hvor udbuddet af arbejdskraft har meget svært ved at matche efterspørgslen. Manglen er så alvorlig, at den både står i vejen for en fortsat vækst men også regulær drift. Vi skal sikre, at flest mulige danskere er en del af arbejdsmarkedet og færrest står udenfor.  Lad os derfor investere i uddannelse og opkvalificering af ledige borgere, så endnu flere får en chance på arbejdsmarkedet, ” siger Erik Poulstrup.


Mere info

– Hør Henriette Gullberg, chef for kunderelationer på UCplus, fortælle om et af de beskæftigelsesprojekter, UCplus har haft succes med i Radio4s program. Læs mere om beskæftigelsesprojektet her.

-Læs om Venstre og Dansk Person Transports forslag om at sænke alderen for erhvervelse af buskørekort

 

 

Cookies
Tilmeld