Fra tandtekniker til turistbuschauffør: Jens finder ny vej hos UCplus
Efter mange år som tandtekniker med både eget firma og ansættelse i en større virksomhed, blev Jens Hübertz Rasmussen tvunget til at tage en pause på grund af sygdom. Pausen gav ham tid til at tænke over, hvordan han ønskede at bruge resten af sit arbejdsliv.
Kærligheden til store køretøjer førte til buskørekort
“Jeg spurgte mig selv flere gange: Hvad skal vi så finde på?” fortæller Jens, der i sommer meldte sig ledig. I den forbindelse modtog han en række brochurer fra sin A-kasse om mulighederne for 6 ugers gratis uddannelse. En brochure fra UCplus fangede Jens’ interesse, da han opdagede muligheden for at tage buskørekort på 30 dage.
“Jeg har haft stort kørekort før, da jeg var værnepligtig, og jeg syntes, det var sjovt at køre store køretøjer. Så jeg tænkte, hvorfor ikke tage buskørekort nu? Jeg kunne godt tænke mig at køre turistbus, og jeg har hørt, at der er stor efterspørgsel på chauffører – især på os ‘grå guld’. Det virkede som en god investering,” fortæller Jens.
At blive buschauffør tiltaler Jens, ikke kun på grund af friheden bag rattet, men også fordi jobbet kræver selvstændighed og service. Begge kvaliteter, som Jens har opbygget gennem mange års erfaring som tandtekniker.
En ny begyndelse med erfaring i bagagen
Som 57-årig føler Jens, at han har meget at tilbyde en kommende arbejdsgiver. “Jeg har masser af arbejdserfaring, og det betyder, at jeg er vant til at tage ansvar. Livet har givet mig så mange erfaringer, at jeg forbliver rolig, selv i pressede situationer. Det er en stor fordel i trafikken, når man har mange passagerer med sig.”
Jens er nu halvvejs gennem sit buskørekort, og selvom han skal forholde sig til meget nyt stof, så går det rigtig fint.
“Det er godt nok mange år siden, jeg har siddet på skolebænken, så jeg er træt, når jeg kommer hjem hver dag. Men det går godt, vi er gode til at snakke sammen på holdet og hjælpe hinanden, og jeg er ikke nervøs for hverken teoriprøven eller køreprøven.”
Med en ny start som chauffør forude ser Jens frem til at tage sin arbejdsglæde og erfaringer med sig ind i en ny branche – og han glæder sig til at sætte sig op i bussen og give passagerne gode oplevelser, når han er bag rattet.
Få hjælp til at finde din nye karrierevej med UCplus
Hvis du også overvejer en ny karriere som buschauffør, tilbyder UCplus en afklaringsdag, hvor vi sammen finder ud af, om jobbet er noget for dig. Du får indsigt i uddannelsen, møder vores undervisere og får en individuel vejledning om dine muligheder.
Læs mere om vores afklaringsdag og hvordan vi kan hjælpe dig videre her