Henrik fandt ny arbejdsglæde med et job som buschauffør
Hvis jeg bare havde vidst, hvor glad jeg ville blive for at køre bus, så havde jeg skiftet meget før.
Sådan lyder det fra 56-årige Henrik, der efter 35 år som arbejdsleder i samme firma blev opsagt, da firmaet blev opkøbt. Henrik havde allerede i et stykke tid gået og overvejet, hvad han skulle og kunne lave, hvis han ikke skulle være arbejdsleder.
-Jeg ville have et arbejde, hvor jeg kunne ’hænge kasketten’, når jeg kom hjem. Og så har jeg altid tænkt, at buschauffører ser så fredfyldte ud.
Derfor gik Henrik i gang med at undersøge, hvordan han kunne blive buschauffør.
-Jeg blev positivt overrasket over, at det ikke tog så lang tid at blive buschauffør. Jeg havde ikke lyst til at gå i gang med en lang uddannelse, men seks uger, det virkede overskueligt.
Uddannelsen og de to prøver klarede Henrik hurtigt. Og da han var færdig med kurserne, tog han i mod UCplus’ tilbud om at få hjælp til at skrive ansøgning og CV.
-Jeg har aldrig lavet et CV. Dengang jeg blev ansat, fungerede det på en helt anden måde. Det var jo sådan noget med en jobannonce i avisen og et telefonnummer.
Henrik var ude med et par uopfordrede ansøgninger hos nogle af de store busselskaber, og allerede samme dag var han indkaldt til to samtaler. Og fik tilbudt job begge steder. Henrik valgte en fast stilling hos firmaet Anchersen, hvor han i dag kører linje 4A fra Svanemøllen Station gennem byen til Lergravsparken.
– Jeg elsker at køre. Det er jo ligesom at sidde i en stor lænestol, fortæller Henrik og fortsætter
-Nu er jeg både glad, når jeg kommer på arbejde, og når jeg kommer hjem igen. Jeg bliver i det her job, til jeg går på pension. Måske bliver jeg endda ved med at køre på timebasis, selvom jeg går på pension, griner Henrik.
Læs også: Per elsker at køre bus, og har ikke haft en sygedag i 42 år