To aktive seniorer valgte busbranchen til
Erik og Jan er begge midt i pensionisttilværelsen – men langt fra færdige med arbejdslivet. Derfor har de været hos UCplus og opgraderet deres erhvervsdel til buskørsel. Det har givet dem både ny energi og nye jobmuligheder som buschauffører.

Stolt trio foran UCplus-bussen: Fra venstre ses mangeårig uddannelseskonsulent John Oksquist, som har hjulpet Jan og Erik (i midten og til højre) med at opgradere deres kompetencer og tage erhvervskørekort til bus.
Klar til næste kapitel bag rattet
For både Jan Nielsen (69) og Erik Brøndum Kjær (68) har det været naturligt at tage liv og arbejdsliv op til revision. De er officielt pensionister, men føler sig langt fra færdige med arbejdsmarkedet. Hos UCplus har de fået opgraderet den erhvervsmæssige del af deres buskørekort – og nu er de begge klar til nye job som chauffører. ”Jeg stopper i Albertslund Kommune, hvor jeg har arbejdet i mange år – men jeg er ikke klar til at lægge rattet fra mig,” fortæller Jan, som oprindeligt er uddannet lastvognsmekaniker. ”Det har været en fornøjelse at være hos UCplus. Jeg troede, jeg havde styr på at køre bus, men min kørsel er blevet skarpere takket være de professionelle undervisere. Der er styr på materialet, og man bliver godt rustet til at komme ud og køre.”
Et kursus med både ny viden og nye venskaber
På kurset hos UCplus faldt Jan hurtigt i snak med Erik – og de to blev makkere både til teori og kaffepauser. Erik har en alsidig karriere bag sig. Han blev udlært som elektronikmekaniker, har arbejdet 14 år som tv-fotograf i DR og derefter som teknisk holdleder. Senere har han haft forskellige job i telebranchen og startupmiljøet. Som 57-årig besluttede han at skifte retning og begyndte at tage forskellige certifikater – blandt andet til kran og truck. ”Man får ikke færre kompetencer af at skifte retning – man får flere,” siger han. Efter et kræftforløb måtte Erik igen tage sit arbejdsliv op til overvejelse. Han valgte at supplere sit kørekort med den erhvervsmæssige del til buskørsel – og det gav ham mod på at tage erhvervskørekortet hos UCplus. Det har ført til en aftale med Strøby Turist, hvor han snart skal køre turistbus nogle dage om måneden.
Erfaring og overblik er guld værd i trafikken
Hos både Jan og Erik er der både stolthed over den erfaring og arbejdsdisciplin, de har med sig. De fremhæver selv deres evner til at bevare roen – også i pressede situationer. ”Vi seniorer er mere rolige i trafikken – og derfor laver vi ikke skader,” som Erik siger. Hos UCplus oplevede de ikke blot god undervisning, men også støtte til at finde job. Jan fik gennem underviserne kontakt til Ditobus og har allerede en aftale om at starte med at køre tre dage om ugen. ”Jeg vil klart anbefale andre i min situation at gøre det samme. Hvis du ikke er klar til pensionen, så tænk i bus!”
Vil du vide mere om efteruddannelsen hos UCplus?