20.09.23 | Nyheder

Freja udfordrer fordommene i taxabranchen

Hver dag trodser Freja både sygdom og fordomme om, at kvinder ikke kan køre store biler, når hun kører limousinekørsel i en stor Mercedes Sprinter. Hun var tidligere pædagogmedhjælper, men med sklerose blev jobbet for hårdt. Buskørekort blev hendes billet videre til mere selvtillid og verdens bedste job.

Gitte Madsen sygetransport

Freja håber, at der er flere kvinder, der får øjnene op for fordelene ved at køre limousinekørsel. Hun synes selv, at det er ’verdens bedste job’.

Ja, kvinder kan køre store biler

Som professionel limousinechauffør udfordrer Freja rigtig mange fordomme i taxabranchen.

’Er du vores chauffør?’

Det spørgsmål har Freja fået rigtig tit, når hun står i knivskarp uniform og fører kunderne hen til bilen.

Og, ja! Hun er chaufføren. Og det er ikke hvilken som helst bil hun kører.

Freja har altid haft en kærlighed for biler – særligt ’fede biler’, hvilket i Frejas verden betyder, at hun er ’vild med Mercedes’ store biler.

”For et års tid siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå med det her job. Men jeg er mega glad for det.”

Hendes job er at hente VIP kunder og køre dem sikkert til deres destination. Hun skal kende ruterne helt ned i detaljen, for limousinechauffører skal udvise overblik og overskud, og hun kører derfor uden GPS gennem både tæt trafik, vejarbejde og smalle gader. Det er svært at beskrive en gennemsnitsdag, for opgaverne varierer ret meget. Hun kan dog afsløre, at ruten ofte går fra kundens privatfly og direkte til D’Angleterre.

Sygdom førte til brancheskift, buskørekort og et kæmpe selvtillidsboost

Freja har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper og på kontor, men da hun fik sklerose, kunne hun ikke længere klare et 8-16 job. Hendes sagsbehandler spurgte, om hun kunne tænke sig et job, hvor hun skulle køre. Der var nemlig et job klar til hende hos et limousineselskab. Freja var frisk på jobskiftet, men inden hun kunne starte, skulle hun lige tage buskørekort.

Det tog hende ikke lang tid at blive dus med buskørsel. Til gengæld synes hun, at teorien var svært. Og hun troede ikke selv på, at hun kunne bestå teoriprøven.

”Jeg var så nervøs, at jeg var lige ved at græde. Jeg har aldrig været vild med skolen, så jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne klare det. Men lærerne på UCplus var virkelig gode. De hjalp, da jeg havde allermest brug for det. De blev ved med at sige til mig, ‘Du skal ikke give op! Du kan godt!’

Og lærerne havde ret, for Freja havde helt styr på det, og hun fik kun én fejl i teoriprøven. Det var altså kun selvtillid, som hun manglede. Men den er heldigvis ved at blive bygget godt op. Og at bestå teoriprøven var den første vigtige brik.

”Jeg har aldrig følt mig så cool, som da jeg bestod prøven. Jeg har jo aldrig troet på mig selv før. Og pludselig stod jeg dér, og havde klaret det hele.”

Freja ønsker flere kvinder i branchen

Freja håber, at der er flere kvinder, der får øjnene op for fordelene ved at køre limousinekørsel. Hun synes selv, at det er ’verdens bedste job’.

”Det er fleksibelt og jeg elsker, at dagene aldrig er ens. Nogle ture er jeg nærmest turguide, når jeg kører med turister, som gerne vil vide mere om København. På andre ture er jeg bare den, som sørger for, at alt kører, og kunderne kommer sikkert frem til tiden.”

At jobbet netop giver hende ansvar for at yde en rigtig god service, samtidig med at hun skal køre de store biler sikkert og smidigt gennem trafikken, er en udfordring, som motiverer hende hver dag.

Hun indrømmer gerne, at hun var nervøs i starten. Men selvtilliden er vokset i takt med, at hun har fundet ud af, at hun kører godt. Hun er endda den eneste i firmaet, der ikke har lavet nogen skader.

”Det handler bare om at gøre det!”

Det er Frejas råd til andre, som enten overvejer at skifte branche, eller som allerede er i transportbranchen, men som trænger til at prøve nyt. Hun har i hvert fald ikke fortrudt. Faktisk mener hun, at det er det bedste, hun har gjort for sig selv.

Få buskørekort på bare 30 dage

Er du blevet inspireret af Freja historie, så kan du også tage buskørekort hos UCplus. Du møder dygtige og hjælpsomme undervisere, som selv har kørt bus, og som gerne vil hjælpe dig videre.

Du får den nødvendige teoretiske viden med dig. Du bliver klædt på til at køre energirigtigt, til at undgå skader, og til at give passagerne en god oplevelse.

Du får også alt den praktiske træning, der gør, at du navigerer sikkert på lange landeveje og gennem smalle gader i alle døgnets timer.

Cookies
Tilmeld