13.10.23 | Nyheder

Intensivt uddannelsesforløb hos UCplus gør ukrainere klar til første arbejdsdag som flextrafik chauffører hos HB-Care i Aarhus

I et stærkt partnerskab mellem UCplus, Aarhus Kommune, Jobcenter Aarhus, og HB Care får nytilflyttede ukrainske borgere en unik mulighed for at få foden ind på arbejdsmarkedet. Gennem et særligt igu-forløb, der kombinerer intensiv danskundervisning med en chaufføruddannelse, hjælpes ukrainerne på vej til at blive en del af det danske arbejdsmarked, med HB-Care som arbejdsgiver.

Undervisning i øjenhøjde giver gode resultater

At lære dansk er for mange nytilflyttede borgere rimelig udfordrende. Hvis man samtidig skal lære at køre bus med alle de tilhørende faglige begreber, er der endnu mere at koncentrere sig om. Og det var netop denne opgave som de ukrainske kursister kastede sig ud i, da de i foråret startede på deres igu-forløb hos UCplus.

Men det var ikke en uoverkommelig opgave for UCplus dygtige sprogkonsulenter, som har rigtig god erfaring med at gøre undervisningen helt konkret og håndgribeligt. De ukrainske kursister var derfor ude at køre i byens busser, hvor de tog fotos af alt fra sæder til skilte, så de kunne huske, hvad tingene hedder og hvordan de skulle udtale dem korrekt. De har været på jobmesser for at lære, hvordan man introducerer sig selv og får en snak i gang. Og de har øvet sig i at håndtere kørestole og bruge hverdagsdansk ved kaffemaskinen og i frokoststuen, så de kunne blive helt klar til at starte på deres nye danske arbejdsplads.

De ukrainske kursister har været glade for, at de har været med i forløbet, og de glæder sig til at komme i gang på deres nye arbejdsplads. De er enige om, at forløbet har været rigtig godt, fordi de har lært noget nyt hver dag, og fordi de har haft mulighed for at bruge dét, de lærte.

En vigtig integrationsindsats

Marianne Weischer, afdelingsdirektør for danskuddannelsen hos UCplus kan nikke genkendende til, at de ukrainske kursister har lært meget på kort tid.

”Vi har rigtig god erfaring med at tilrettelægge disse forløb, og vi har allerede etableret mere end 180 igu-aftaler, så vi ved, hvordan vi bedst kombinerer undervisningen i hverdagsdansk med transportfagligt sprog og viden.”

Og i hendes perspektiv er uddannelsesforløbet en utrolig vigtig brik en større integrationsindsats:

“Dette projekt understreger vigtigheden af samarbejde på tværs af sektorer for at fremme integration. Gennem vores forløb skabes der en bro mellem nytilkomne borgere og det danske arbejdsmarked. Resultatet er en win-win-win-situation, hvor borgeren udvikler værdifulde kompetencer, virksomheder som HB-Care får adgang til motiveret arbejdskraft, og Aarhus Kommune opnår deres mål om uddannelse for flygtninge.”

Læs mere om flextrafik & sygetransport eller hvordan du bliver buschauffør.

Cookies
Tilmeld