Job som lastbilchauffør

Få job i en branche i vækst og med gode jobmuligheder som nyuddannet.

Job som lastbilchauffør

Jobbet som lastbilchauffør handler først og fremmest om at transportere ting fra A til B. Det kan være transport af alt fra madvarer til supermarkederne, afhentning af affald hos de danske husstande eller at levere byggematerialer til store byggerier. Med et job som lastbilchauffør skal du elske at køre men også at tale med mennesker og give en god service der, hvor du kommer frem. Godsbranchen er i vækst, og der er generelt rigtig gode jobmuligheder som nyuddannet lastbilchauffør.

Se tre forskellige jobmuligheder som lastbilchauffør – og bliv inspireret til dit næste job.

Jobbet som skraldemand – lastbilchauffør renovation

Bliv skraldemand – også kendt som renovationschauffør. Som renovationschauffør henter og transporterer du affald for enten private boliger eller virksomheder. Dagen starter tidligt, men du har til gengæld også tidligt fri. Arbejdet er fysisk krævende, så du skal være i god form. Renovationschauffører arbejder typisk i teams af 2-3, men i nogle typer af renovationsjobs arbejder man alene.

Hvad tjener en lastbilchauffør, der arbejder som renovationsarbejder?
Renovationschauffører er blandt de bedst betalte lastbilchauffører.

Gennemsnitsløn: 32.854 kr./mnd. (kilde ug.dk)
Op til 45.000 kr.

Jobbet som godschauffør – transport af varer

Som godschauffør er du med til at sørge for, at der er varer på hylderne i butikkerne.

Det er dig, der læsser bilen og har ansvaret for, at varerne er korrekt fastspændt. Du har både kontakten med afsenderen og modtageren af varerne, og derfor er det vigtigt, at du kan lide kundekontakt og kan levere varer med et smil.

Når du arbejder som godschauffør, kører du for vognmænd, fragtmænd og andre transportfirmaer.

Hvad tjener en lastbilchauffør, der transporterer varer?
Gennemsnitsløn 29.948 (kilde ug.dk)
Op til 45.000 kr.

Entreprenørchauffør

Hvis du som lastbilchauffør får job hos et entreprenørfirma, består dit arbejde af at køre med forskellige byggemateriale som træ, grus og mursten til og fra byggepladsen. I førerhuset er du alene, men både i starten og slutningen af din tur taler og samarbejder du med mange forskellige mennesker, og det er dig, der er bindeleddet mellem håndværkere, leverandører og entreprenøren.

Hvad tjener en lastbilchauffør, der arbejder som entreprenørchauffør?

Gennemsnitsløn 27.171 kr. (kilde ug.dk)
Op til 45.000 kr.

Hvordan bliver jeg lastbilchauffør?

For at få job som lastbilchauffør skal du som minimum have lastbilkørekort (kategori C), men ofte også kørekort til at køre med flere vognsæt (kategori C/E) eller andre certifikater til at køre specialkørsel.

Hvilke kurser du skal have udover lastbilkørekortet afhænger af, hvilken slags kørsel du bliver ansat til.

Cookies
Tilmeld