26.09.18 | Nyheder

Mød de første operatører af førerløse busser i Danmark

Andreas, Jacob og Lars er nogle af de første i Danmark, der uddanner sig til operatører af førerløse busser. Lige nu er de i gang med at tage buskørekort på UCplus, og bagefter venter 3 ugers uddannelse med grundig oplæring i køretøjet og teknologien hos firmaet Autonomous Mobility, der står bag de første førerløse busser, der skal køre i Danmark.

UCplus og Autonomous Mobility har indgået et samarbejde om at uddanne de operatører, der skal køre med i de førerløse busser. Operatørens opgave bliver at opsamle data og svare på spørgsmål om teknologien. Og så skal de kunne træde til, hvis der opstår uventede komplikationer med teknologien. Det er et lovkrav, at operatøren har et stort erhvervskørekort, da busserne kan transportere op til 11 personer ad gangen.

Team Alfa
Autonomous Mobility er blandt pionererne indenfor førerløs transport herhjemme. Firmaet står bag forsøg med førerløse busser i Aalborg og på Køge Sygehus, og snart sætter firmaet de første førerløse busser ud i almindelig trafik i Aalborg og Nordhavn. Og det er her Andreas, Jacob og Lars skal køre med i busserne. I Göteborg har firmaet allerede førerløse busser kørende på offentlig vej.

Interessen for at blive operatør hos Autonomous Mobility har været stor, fortæller virksomheden, der blandt andet har lagt vægt på, at de kommende operatører har lyst og evne til at forklare og lære fra sig

-Det har været en ret vild rekrutteringsproces. Først skulle vi svare skriftligt på nogle spørgsmål og indsende en video. Og så har vi været til i alt tre personlige samtaler. Fokus har været på menneskelige kompetencer som formidlingsevne og evnen til at håndtere stress, fortæller de tre kommende operatører, der kommer med vidt forskellige baggrunde men har en fascination for den nye teknologi og bæredygtighed til fælles.

-Det er et fremtidsorienteret felt i en eksplosiv udvikling, vi træder ind i. Vi bliver kaldt Team Alfa, fordi vi er blandt de allerførste uddannede operatører, siger de tre mænd med et skævt smil og en lille portion stolthed.

Læs mere om, hvordan du kan blive buschauffør. Eller læs om at få job i transportbranchen.

Fremtidens medarbejdere i den kollektive trafik
Til at begynde med skal de tre operatører hovedsageligt indsamle data og fungere som værter i de førerløse busser, men med tiden er planen, at de i højere grad får en administrerende rolle bag en skærm i et centralt operatørcenter.

-Der kommer til at ske meget i den kollektive trafik og i transportbranchen generelt i de kommende år. Forandringerne kommer også til at have indflydelse på, hvilke medarbejdere der er behov for. I fremtiden vil medarbejderne i den kollektive trafik i stigende grad beskæftige sig med service, administration og teknik, vurderer direktør på uddannelsescentret UCplus, Jakob Thykier, og fortsætter

– Når det er sagt, så sker denne transformation ikke overnight, og der vil stadig være brug for chauffører og personale, som vi kender det i dag i rigtig mange år fremover.

På UCplus vurderer man, at fremtidens kollektive trafik på vej kommer til at bestå af en blanding af f.eks. el-busser, letbaner og førerløse busser som til- og frabringer i byen eller som fleksibel busservice omkring stationer til passagertunge by- og erhvervsområder i nærheden.

-Sådan et trafiknet kræver et veluddannet personale med mange forskellige kompetencer. På UCplus har vi over fyrre års erfaring med at tilrettelægge uddannelser, der giver medarbejderne de kompetencer, den kollektive trafik og transportbranchen efterspørger. Vi glæder os til at være med til at definere og sætte retning for, hvilke kompetencer fremtidens medarbejdere i den kollektive trafik skal have, herunder operatørerne i de førerløse busser, slutter Jakob Thykier.

Kom og hør mere
Kunne du tænke dig at vide mere om førerløse busser, mobilitet og fremtidens kollektive transport – eller går du bare med en indre drøm om at blive operatør i en af de førerløse busser – så kom til særarrangement d. 9. oktober på DTU

Cookies
Tilmeld