Vagt- og sikkerhedsuddannelser kommer til Fyn
Stor efterspørgsel
Fra 18. oktober 2021 kan fynboer tage den grundlæggende vagtuddannelse uden at køre den lange vej til enten Aarhus eller Ringsted. Hvis man skal arbejde som vagt, er det et krav at man har gennemført den grundlæggende vagtuddannelse på 30 dage. Et rejsehold med erfarne og specialiserede undervisere fra UCplus har indrettet sig på C.F. Tietgens Boulevarden 27 i Odense, hvor der i første omgang udbydes et enkelt kursus med plads til 22 kommende vagter.
”Vi oplever en stor efterspørgsel på Fyn. Mange af kursisterne i vores afdeling i Aarhus kommer fra Fyn, men også Sønderjylland”, fortæller Jesper Bo Pedersen, der er uddannelseschef for vagtuddannelsen på UCplus.
Jesper Bo Pedersen fortæller, at beslutningen om at udbyde en mobil vagtuddannelse på Fyn blev truffet, da flere vagtselskaber igennem længere tid har efterspurgt uddannelsesmulighederne.
”Når vi bliver kontaktet af vagtselskaber, kommuner og kursister i områder, hvor de specialiserede vagtuddannelser ikke er tilgængelige, sender vi ofte vores uddannelses-rejsehold til områderne. Derfor har UCplus nu besluttet at oprette en mobil vagtuddannelse, der kan imødekomme efterspørgslen her og nu. Formålet er at sikre gode jobmuligheder og kompetent arbejdskraft til vagtbranchen. Forventningen er samtidig, at UCplus vil være fast til stede med en vagtuddannelse på Fyn fra 2022,” siger Jesper Bo Pedersen.
Fakta
- Det tager 30 dage at blive uddannet til vagt på den grundlæggende vagtuddanelse.
- Vagtuddannelsen udbydes som AMU-kursus
- AMU-kurser er korte opkvalificerende kurser særligt målrettet ufaglærte og faglærte
- Den grundlæggende vagtuddannelse koster 5.700 kr.
- Hvis man er ledig kan det aftales med jobcenter eller a-kasse, at de betaler for uddannelsen
Læs også om vores generelle uddannelse som sikkerhedsvagt.