Brancheskift blev muligt med uddannelse til buschauffør
Efter halvandet års ledighed fik Henning en invitation gennem Senior Erhverv om at komme til inspirationsdag om brancheskift og job i transportbranchen. Det blev starten på et nyt kapitel for den 64-årige tidligere værkfører og chef i autobranchen. Læs også om, hvordan du selv kan blive buschauffør.
Henning har arbejdet hele sit arbejdsliv i autobranchen – først som mekaniker og senere som værkfører og chef. Da han blev ledig, drøftede han forskellige muligheder for seks ugers jobrettet uddannelse med sin fagforening.
-På det tidspunkt tænkte jeg, at jeg skulle opkvalificere mig inden for mit fag og forbedre mine kvalifikationer i forhold til mit seneste job som chef. Derfor tog jeg en uddannelse i digital markedsføring, fortæller Henning.
Men kurset hjalp ham ikke i job, og i dag ærgrer Henning sig over, at der ikke fra start var fokus på brancheskift.
-Som medlem af en fagforening modtager du kursus-tilbud inden for dit eget fag. Vi drøftede aldrig brancheskift eller muligheden for, at min oprindelige uddannelse var outdatet.
Læs også: Buschauffør job – Hvordan er vilkårene?
Fik øjnene op for busbranchen
Da Henning havde været ledig i halvandet år, var han klar til, at der skulle ske noget nyt. Det seneste år havde han været medlem af Senior Erhverv i hovedstaden, der er en frivillig forening for arbejdsliv til seniorer. Igennem foreningen fik han en invitation til et arrangement om brancheskift og job i transportbranchen, og Henning tog afsted.
-Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var klar over, at der skulle ske noget nyt. Jeg kunne ikke imødekomme og holde til de krav, der var i autobranchen, men jeg var heller ikke klar til at gå på efterløn.
Til arrangementet fik Henning øjnene op for, at jobbet som buschauffør kunne være en mulighed.
-Jeg blev overrasket over, hvor god lønnen er, og hvor hurtigt du kunne tage uddannelsen og blive klar til at køre som buschauffør. Og så kunne jeg jo høre, at busbranchen er en branche, hvor høj alder ikke er et problem – snarere tvært i mod.
Efter en snak med en konsulent fra UCplus, der hjalp ham med at få en arbejdsgivererklæring til jobcentret, der derfor indvilligede i at betale hans buschaufføruddannelse, startede Henning på uddannelsen til buschauffør på UCplus i starten af april.
Man skal turde at se sig selv på en ny måde
Skiftet har været det helt rigtige for Henning, der dog ikke ligger skjul på, at det også har været udfordrende at hoppe ud i ukendt farvand.
-Hele mit arbejdsliv har jeg opbygget erfaring og viden inden for et bestemt område. Det har på nogen måder været grænseoverskridende at skulle se sig selv på en ny måde.
Men i dag er Henning så glad for, at han tog springet, at han opfordrer de øvrige medlemmer i den lokale Senior Erhverv forening til at gøre det samme som ham.
-Mennesket er flokdyr, så det kan være svært det her med at kassere alt den erfaring, vi har og begynde på noget nyt. Men det er slet ikke så farligt.
Henning føler at han er havnet på den rette hylde og kan ikke forestille sig at skulle tilbage til sit oprindelige erhverv.
-Efter jeg er startet på uddannelsen, er jeg blevet kaldt til to samtaler om job i autobranchen. Men jeg har kunnet mærke, at jeg ikke skal tilbage til de mange arbejdstimer og et stort ansvar. Jeg har en rigtig god mavefornemmelse med det her skift. Jeg ser mig selv køre som buschauffør, til jeg kun kan tygge smør, griner han.
Læs mere om brancheskift og uddannelsen til buschauffør