09.11.17 | Nyheder

Jobbet som buschauffør giver plads til, at man også kan have et liv ved siden af

Susanne er oprindeligt uddannet negletekniker og kosmetolog, men siden februar i år har hun arbejdet som buschauffør for Aarhus Sporveje. Karriereskiftet skyldtes, at hun havde svært ved at få arbejdsliv og privatlivet som enlig mor til at gå op.

”Som kosmetolog og negletekniker starter og slutter din arbejdsdag sent. Jeg er morgenmenneske, så ofte sad jeg bare og ventede på at møde på arbejde. I mange år var jeg nødt til at arbejde halv tid, fordi jeg er alene med min søn og ikke kunne blive sent hver dag.”

Sidste år besluttede hun derfor at søge nye veje. Hendes far og tre af vennerne arbejder som buschauffører, og de har altid joket med, hvorfor hun dog ikke blev buschauffør. I samråd med sin A-kasse besluttede hun at tage springet og benytte sig af sin ret til jobrettet uddannelse og tage AMU-kurset til buschauffør på UCplus:

”Jeg har altid været lidt af en drengepige og er vokset op med to brødre, motorcrossere og sådan noget. Så det lå måske ligesom i kortene. Jeg arbejder jo stadig med service. Nu er det bare 45 mennesker, jeg servicerer ad gangen i stedet for en”, forklarer hun
”Og så har jeg betalte pauser, en bedre løn og overenskomst. I det hele taget ser min arbejdsdag meget bedre ud nu. I stedet for at sidde til kl. halv syv om aftenen og servicere én kunde kan jeg komme tidligt afsted, så jeg kan nå hjem og lufte mine to hunde, inden min søn har fri.”

Tag et buskørekort og bliv buschauffør med UCplus.

”Jeg er landet, hvor jeg føler mig godt tilpas”
Fortiden som kosmetolog og negleteknikker fornægter sig ikke. De lange lakerede negle gør sig bemærket på det store, sorte rat. Susanne er godt klar over, at hun skiller sig ud, og hun får også mange kommentarer med på vejen:

”Wauw, sikke en smuk chauffør”, “I piger kører nu bedst” og ”Du er godt nok ung”. Jeg får virkelig mange positive reaktioner med på vejen. Det er da dejligt”, fortæller Susanne, der indrømmer, at hun i starten var lidt nervøs for, om hun ville passe ind i busbranchen. Bekymringerne er heldigvis gjort til skamme, og Susanne er faldet godt til:

”Jeg har flere hundrede kollegaer, så der er altid en at tale med. Alle er søde, og jeg føler mig respekteret, selvom jeg er en de yngste og en af de få kvinder. Jeg er landet, hvor jeg føler mig godt tilpas. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver i busbranchen resten af mit liv. Jeg skifter ikke tilbage. Her er der plads til alle, og til at man har en dagligdag og et liv ved siden af arbejdet.”

Læs også: At få buskørekort har været en gamechanger for benamputeret Peter.

Cookies
Tilmeld